Online Training

Da The Economists Intelligence Unit for nogle år siden kiggede i krystalkuglen med deres “2020 Foresight”, pegede de på tre overordnede tendenser, som ville få indflydelse på den måde, som mennesker og teams bliver ledet på i dag.

  1. Globaliseringen. Den øgede geografiske spredning af medarbejdere i virksomheden øger behovet for at arbejde i samme retning.
  2. Atomisering. Med ressourcer og produktion spredt over mange lande øges behovet for samarbejde.
  3. Videnshåndtering. At lede folk virtuelt på tværs af landegrænser og tidszoner øger behovet for en leder, som kan kommunikere effektivt og er i stand til at navigere i interpersonelle relationer.

Og spådommen var spot on.

Nutidens mere eller mindre virtuelle arbejdsmarked har samtidig resulteret i et behov for at uddanne ledere og medarbejdere på distancen. Et behov som kun blevet styrket i forbindelse med den krise, vi har oplevet i starten af 2020.

Selv om der er fordele i at mødes 1:1, er der efterhånden ikke meget, der taler imod at styrke dine kompetencer via online training. Jeg tilbyder derfor en række moduler, som naturligvis kan tilpasses og skræddersyes efter ønske og behov.

Herunder finder du et overblik over de forskellige moduler, som også med fordel kan kombineres i længere forløb. Ring eller skriv for at høre mere. Så finder vi i fællesskab ud af, hvordan jeg bedst kan hjælpe dig og din virksomhed med Online Training.

Modulerne afvikles som personlig live undervisning online – enten individuelt eller som hold.

1 session = 2 timer
Minimum pr. modul: 2 sessioner (4 timer i alt)
Anbefalet max antal deltagere pr. kursus: 10.


1. Forandringsledelse

Forandring fryder. Ja, men ikke ubetinget. Som leder kræver det grundig tankevirksomhed og velovervejet handling, før omvæltningerne ruller succesfuldt gennem virksomheden.

Afskedigelser, rekrutteringer, flytning eller omstruktureringer. Ny teknologi, udvidelser eller andre måder at arbejde på. Forandringer er et vidt begreb, men uanset hvad de består af, kan de have stor betydning for medarbejderne og være kilde til uro, modstand og konflikter. Derfor er det essentielt at lægge den helt rigtige strategi og få de rigtige medarbejdere med på broen, når skibet skifter kurs.

Du får værktøjerne til at lede forandringerne i praksis og ikke mindst kommunikere dem på en konstruktiv måde, så medarbejderne involveres, motiveres og føler, at forandringerne er en kilde til udvikling frem for usikkerhed.


2. DISC/Adfærdsforståelse

Du kan godt skrue et smil på, selv om du er ked af det. Og du kan være selskabelig til festen, selv om du absolut har mest lyst til at blive hjemme. Men det koster. For du bruger energi på at indtage en rolle og udvise en adfærd, som ligger langt fra din umiddelbart naturlige ageren.
I denne online-session bliver du klogere på dine præferencer for adfærd. Adfærdsforståelse handler ikke om at putte folk i bokse. Det handler om at forstå dig selv og dine præferencer, og det gør vi med udgangspunkt i DiSC, som er et glimrende værktøj til at beskrive menneskers adfærd og forskellighed.  Har du f.eks. en udpræget D-profil er det her, du bruger mindst energi – det er her, du har din komfortzone.

Din præference for adfærd bliver formet tidligt i vores opvækst, så hvis du skal indtage en adfærd, som ligger langt fra dit naturlige jeg, koster det energi at afvige over tid fra denne præference. Bliv klogere på, hvor du bruger mindst energi, og hvordan du bruger den viden i samarbejdet med andre mennesker. Hvornår kan det betale sig at skrue på adfærden med det formål at hjælpe teamet eller komme bedst muligt ud af en forhandlingssituation – også selv om det koster. Få indblik i, hvordan du taler med de andre typer med udgangspunkt i, hvordan du selv er. For du bliver målt og vurderet på din adfærd. Det du gør, er det, du er.

Udarbejdelse af onlineprofil indgår i modulet.


3. Kommunikation

Kommunikation er et vidt begreb, men samtidig dækker det også over en lang række vigtige discipliner, som det kan betale sig at mestre, hvis du gerne vil skabe grundlaget for en effektiv og succesfuld virksomhed.  Uanset om du er leder, projektleder eller specialist, er der masser af redskaber i værktøjskassen til at forbedre den eller de grene af kommunikationen, som du ønsker at styrke.

I menupunktet kommunikation finder du en beskrivelse at de gængse sessioner, som jeg udbyder med henblik på kommunikationstræning.

Online-møder stiller mindst lige så store krav til kommunikationen som et fysisk møde, og ikke mindst når det kommer til mødeledelse og præsentationsteknik, er der behov for at holde skruen lige i vandet.

Jeg giver dig eller dit team mulighed for at gå i dybden med andre hjørnestene i kommunikationen som fx. den uhyre vigtige forberedelse, hvordan du opbygger en argumentation, kunsten at stå fast på sine holdninger og finde den spørgeteknik, der sammen med evnen til at lytte er benzinen til en ligeværdig dialog.

Med udgangspunkt i Assertiv Kommunikation, NLP og Transaktionsanalysen dykker vi ned i kommunikationens krogede magtspil, og de stadier du bruger til at kommunikere fra og til. Med teori og praktiske øvelser når vi til bunds i de forskellige kommunikationsformer og gør dig i stand til at give dit budskab gennemslagskraft uden at blive hverken passiv eller aggressiv i en samtale.


4. Positive konflikter

Mange af os går måske rundt med en grundlæggende idé om, at konflikter per definition er negative. Det kan de naturligvis også være. Men ikke nødvendigvis.

For rent faktisk vil vi gerne have de konflikter, som i sidste ende kan være med til at skabe resultater. De skal til gengæld være af den sunde slags, og det bliver de først, når der er tillid.

Hvis vi skal nå et resultat i en proces eller projekt, er det vigtigt, at vi ikke tænker på konflikter, som noget fanden har skabt. Det betyder sammenstød, men det vil vi faktisk gerne have, når det opstår på holdninger og værdier – og ikke foregår på personligt niveau. Men udgangspunktet for det er, at vi har tillid. Først derefter kan vi have en sund konflikt og skabe forpligtelse, ansvarlighed – og resultater.

Konflikttrappen er et godt redskab, når vi skal forsøge at forstå konfliktens væsen, og hvad skal vi gøre for at undgå, at den eskalerer. Og den virker på alle niveauer, uanset om det er en international konflikt eller en uoverensstemmelse mellem to medarbejdere i en virksomhed.


5. Forhandlingsteknik

Internt og eksternt. Store som små.

Der foregår konstant forhandlinger i en virksomhed. Det kan være indkøbschefen, der taler med en leverandør om en stor ordre, en diskussion mellem to ledere om ressourcefordelingen i afdelingerne eller en snak mellem to kollegaer ved kaffemaskinen om underholdningen til julefrokosten.

Uanset hvilken forhandling, der er tale om, er den beslægtet med konflikten. For hvis forhandlingen går i hårdknude, opstår der en form for konflikt. Derfor er det væsentligt at blive klogere på den struktur, der er i en forhandling, og de problemer der opstår, når folk ikke kender spillereglerne.

Vi har sikkert alle prøvet at prutte om prisen og fået at vide, at “det bliver ikke aktuelt – vi lukker den her.”  Så står man der og ser fjollet ud, inden forhandlingen nåede at komme i gang. Så hvordan spiller man ud, så man reelt får en forhandling?

Vi dykker ned i de forskellige typer af forhandlings-personligheder, som er vigtige at kende, inden du sætter dig til forhandlingsbordet. Nogle typer vil eksempelvis lægge stor vægt på tal og procenter – og gå efter “at vinde” forhandlingen. Men den taktik betyder samtidig, at den fremtidige relation bliver udfordret. Derfor handler det om at skabe en situation, hvor begge parter giver håndslag med følelsen af succes – og har lyst til at arbejde sammen fremadrettet.

Via øvelser og casetræning gør vi dig klogere på din forhandlingsstil, og du bliver bevidst om, hvordan du bruger den og undgår faldgruberne. Bliver du eksempelvis presset i forhandlingssituationen, kan der være en risiko for, at du giver køb på de overordnede succeskriterier, fordi du måske ønsker at opretholde den gode relation til modparten. Det kan på sigt ende i afbrudt samarbejde, så god forhandlingsteknik handler også om at kende dig selv og holde fokus på både relationen og resultatet.


6. Salgstræning

I en salgssituation er det sjældent, at folk siger “ja, giv mig 10 af dem” uden at stille et eneste spørgsmål. Indvendinger er meget ofte en del af forhandlingen og baserer sig som regel på, at der er noget, kunden ikke forstår, er usikker på eller har dårlige erfaringer med.

Når sandheden skal frem, er det en disciplin, som mange sælgere er dårlige til at håndtere. På dette kursus lærer du, hvordan du tackler en sådan situation og blive i stand til at bløde kundens indvendinger op – og skabe det gode salg, hvor kunden anbefaler dig, dit firma, dit produkt og vil handle med dig igen.

Et salg er en proces, og her får du med udgangspunkt i blandt andet FINE-modellen konkrete redskaber til at forberede det gode salg og blive klædt på til det stykke arbejde, som et vellykket salg er.

På dette kursus får du som deltager udarbejdet en salgsprofil.


7. High performance team

Evnen til at samarbejde er en af de vigtigste nøgler til succes for en virksomhed. Og samarbejdet er derfor alfa og omega i de teams, som arbejder sammen for at nå et veldefineret mål. Men hvis dynamikken – og i særlig grad kommunikationen – i et team ikke fungerer, bliver det uendelig svært at nå frem til målstregen.

Dette kursus henvender sig både til lederen, som gerne vil optimere sit team – og teamet, der enten oplever udfordringer eller gerne vil blive bedre til at tale og arbejde bedre og mere effektivt sammen.

Med udgangspunkt i Lencioni’s teorier om “dysfunktionelle teams” dykker vi ned i de kendetegn og udfordringer, der er i jeres team – og finder værktøjerne til at skabe et bedre samarbejde og opnå et team med sammenhængskraft. Her kan anvendes profilmateriale ”5 behaviors of the cohesive team”, som er et kraftfuldt redskab til team-indsigt.

Der er også mulighed for at oprette teamprofiler i DiSC og udarbejde sammenligningsrapporter på teamet. På den måde får hvert enkelt medlem viden om, hvordan han eller hun bedst muligt taler med kollegerne i teamet. Og dermed skabe muligheden for at teamet når målstregen med armene over hovedet.


8. Lederen som coach

Tag nu ansvar!

Du kender sikkert den tanke, når en medarbejder eller en kollega for fjerde gang i løbet af dagen spørger, om han skal trykke på den grønne eller den røde knap (i overført betydning).

Problemstillingen er udtalt i mange virksomheder. Med det rigtige coach-værktøj på rygraden kan du motivere medarbejderne til at tage et ansvar og samtidig skabe øget trivsel og arbejdsglæde hos den enkelte.

Coaching er et af de mest løsningsorienterede, gennemafprøvede og effektive samtaleredskaber til at skabe klarhed, selvindsigt, fremdrift og resultater.

Jeg lærer dig at lytte og klæder dig på til at stille de spørgsmål, som får dine medarbejdere til at reflektere og tage stilling til deres personlige og faglige udvikling. Vellykket medarbejder-coaching skaber mere effektivitet og giver dig dermed mere tid til at lede.


9. Mental stamina

Vi skal være robuste og holde ud. Vi skal kunne klare de tæsk, der kommer og være i stand til at bide tænderne sammen, når det gør ondt. Og samtidig være glade for at møde på arbejde.

Mental stamina kan være en fordel i mange situationer, men vi skal heller ikke blive så modstandsdygtige, at det bliver en lidelse at gå på arbejde. Vi skal finde frem til arbejdslykken.

Den lykkelige medarbejder kommer ikke af sig selv, men er helt essentiel for en god og produktiv arbejdsplads. Det stiller ansvar til lederen, som må hjælpe medarbejderne på vej med bevidst engageret ledelse.

Vi kan ikke være lykkelige døgnet rundt, men det er værd at stræbe efter at opnå følelsen i momenter. Sætter du overliggeren urealistisk højt? Er du i stand til at sige nej? Hvad kan du – som leder eller medarbejder – gøre for at fremme den følelse af arbejdslykke, som er så grundlæggende vigtig for både den enkelte og for virksomheden?

Det finder vi ud af på dette kursus, hvor du som leder eller medarbejder får redskaberne til at forstå og finde den rette balance mellem mental stamina og arbejdslykke.

Kurset henvender sig til både til individuelle og grupper. 

Læs mit indlæg om lykke på LinkedIn >


10. Personlig effektivitet

Vi bliver dagligt udsat for et sandt bombardement af informationer, som skal fordøjes og vurderes. Men lad os bare se det i øjnene. Mange af os er elendige til at planlægge og prioritere.

Vores arbejdshukommelse kan kun rumme et begrænset antal informationer, så hvorfor tjekke din mail, hver gang der tikker en ny ind? Og hvem har ikke prøvet at sige til sig selv: “Det kan jeg sagtens nå til i morgen” – og taget gruelig fejl?

Tidsoptimismen og den manglende evne til at prioritere spænder ben for os og gør det svært at få tid til det, der er spændende. På dette kursus lærer du at tage tyren ved hornene og blive realistisk i forhold til det, du kan nå – og skabe tid til at lave det, du brænder for.

Et af redskaberne hedder struktur, og det behøver ikke være kedeligt. Lær at prioritere opgaverne, så du når de trestjernede opgaver og på den måde øger chancen for at gå hjem fra arbejdet med smil på læben.

Personlig effektivitet handler ikke om at vride mere ud af os selv. Det handler om at skabe en mere klar og motiverende hverdag.


11. Daglig ledelse

Ledelse er en on-going disciplin, hvor der konstant stilles store krav til at udvikle sig i takt med tiden. Og det gælder uanset om du er gammel rotte i faget eller helt grøn som leder.

Mange års erfaring i lederjobbet kan være nyttig ballast, når tingene spidser til og der skal træffes svære beslutninger. Men rutinen kan også danne grobund for udfordringer, når organisationen flytter sig i nye retninger eller invaderes af yngre generationer. Som erfaren leder er det derfor vigtigt at lægge vanetænkningen og “det-går-jo-meget-godt” på hylden.

Med baggrund i din lederidentitet finder vi frem til, hvordan du udvikler dine kompetencer og ikke mindst, hvordan du bryder rammerne og ruster dig til at bruge innovativ ledelse og kreativ tænkning som ledelsesredskab.

Som ny leder støder du ind i mange dilemmaer og udfordringer. Nu skal du ikke blot tage ansvaret for dit eget job, men også være klar til at påtage dig ansvaret for det arbejde, dine medarbejdere udfører. Har du været kollega med de medarbejdere, du nu skal lede, eller starter du som leder i en ny virksomhed, kræver det medarbejdernes accept af din autoritet og dine beslutninger. Og er du gået fra rollen som fagspecialist, skal du vænne dig til at få hænderne ud af den daglige drift og i stedet fokusere på at lede og motivere andre.

Jeg har selv taget turen fra menig medarbejder til leder og mærket udfordringerne på egen krop. I dag klæder jeg den nye leder på med de basale egenskaber, der skal til for at lede, giver ham et billede af, hvilken type leder han er, og udstyrer ham med det kompas, som er nødvendigt for at navigere i nyt uprøvet terræn.

På dette kursus får du udarbejdet en ledelsesanalyse og en tilbagemelding 1:1.


12. Distanceledelse

En afdeling i Jylland, to medarbejdere i Litauen og hovedkontor i København. Mange ledere befinder sig i dag langt fra deres medarbejdere, og det er ofte lig med ledelsesmæssige udfordringer.  Og de blev ikke mindre i 2020, hvor corona-situationen har stillede høje krav til endnu flere ledere og medarbejdere. Men pandemi eller ej. Distanceledelse er kommet for at blive.

Det kan være svært at holde fast i relationerne, sætte mål og kommunikere effektivt til medarbejderne, når tidszoner og virtuelle møderum sætter grænser for nærheden og den daglige kontakt. Men den fysiske afstand behøver ikke være negativ. Med de rigtige redskaber og værktøjer kan du som leder eliminere den følelse af “dem og os”, som afstand kan medføre – og i stedet skabe den nødvendige tillid og fælles forståelse, som danner rammen om en sund virksomhed på tværs af broer og landegrænser.


13. Netværkskompetencer

Det er ikke alle, der synes det er lige sjovt at komme til en konference eller reception og være tvunget til at socialisere. Mange finder det svært at finde noget at tale om og fortrækker hurtigt til nærmeste hjørne, hvor de står og kigger skiftevis på mobiltelefonen og armbåndsuret.

Men hvorfor forspilde en gylden chance for at udvide sit netværk, når du med nogle relativt simple redskaber kan forbedre dine netværksevner.

Som så meget andet handler det om forberedelse. Sørg for at forberede en elevatortale eller et par spørgsmål, så du altid har noget at falde tilbage på. At finde en udgave af sig selv er nemmere, når man har forberedt sig.

Mange undervurderer receptioner og konferencer som en netværksmulighed. Lær at se det som en mulighed for at tiltrække medarbejdere, gøre god reklame for virksomheden eller en investering i relationer, som på sigt kan omsættes til forretning.


14. Projektledelse

Det er ikke altid let at være projektleder. Udfordringerne kan være mange, når man træder ind i rollen som uofficiel leder – uden stjerner på skulderen – og skal forsøge at lede mennesker, som man ikke har reelt lederskab over.

En af de typiske udfordringer handler om, at projektlederen har svært ved at motivere og engagere de forskellige medarbejdere, som ofte kommer fra mange forskellige faggrupper.

På dette kursus bliver du klogere på, hvordan du som projektleder delegerer og differentierer mellem de forskellige medarbejdere, hvordan du træffer beslutninger og foretager de konsekvensberegninger, der kan bevirke, at projektet bliver en succes.


Ring eller skriv for at høre mere. Så finder vi i fællesskab ud af, hvordan jeg bedst kan hjælpe dig og din virksomhed >